Home / Reviews / Jacob Clemen - S 300

Jacob Clemen - S 300

Studioejer - superklang.dk.

Som studieejer sker det ikke så sjældent at man bliver opfordret til at lytte til en ny højtaler model eller et nyt mærke. Men det er sjældent man bliver så overrasket over hvor meget vellyd der kommer ud af en så lille højtaler, som det er tilfældet med Buchardt Audios nye S300 højttaler. 

Da jeg for nylig flyttede til et nyt studie, blev mine tidligere studiemonitors for store i forhold til det nye rum, hvor jeg sidder og mixer. Bassen blev buldrende og mellemtonen og diskanten blev alt for skarp. Jeg har derfor i et stykke tid ledt efter nye højttaler som dels kan afsløre de mindste detaljer i de optagelser jeg mixer og dels “oversætter” perfekt i forhold til, hvordan den færdigmixet musik vil lyde på andre anlæg. Desuden skulle de nye højttalere være behagelige at arbejde med, dvs. at jeg ikke måtte blive træt i ørerne og dermed gøre at jeg potentielt kunne træffee de forkerte valg i mix-situationen. 

Studiehøjttalere adskiller sig typisk fra traditionelle stuehøjttalere ved, at de netop ikke skal få musikken til at lyde pæn og poleret, men derimod afsløre de mindste mislyde, give en klar definition af dybdeperspektivet i musikken og spille tæt på linært fra de  laveste til de højeste frekvenser. Efter at have lyttet til mange forskellige højttalere i mange forskellige prisklasser, er det dog min erfaring, at rigtig mange af de studiehøjttalere der er på markedet i dag, godt nok markedsføres med at opfylde disse krav, men at det ofte sker på bekostning af musikaliteten. 

Da jeg første gang så omtalen af S300 højttalerne var jeg noget skeptisk, da sættet blev solgt som hifi-højttalere. På den anden side blev de rost til skyerne og sammenlignet med langt dyrere monitors. Jeg fik derfor mulighed for at lytte til et sæt og samtidig sammenligne dem med forskellige traditionelle studiemonitors. Da jeg så højtalerne var min første indskydelse at jeg nok skulle lede videre for at finde en monitor, hvor pris og kvalitet gik op i en højere enhed. Der gik dog ikke lang tid før jeg kunne konstatere at de traditionelle monitors kom til kort og slet ikke kunne følge med i forhold til stereoperspektiv, præcis basgengivelse og super detaljeret mellemtone og diskant. Med andre ord er det vildt imponerende hvor meget lyd der kommer ud af så lille en højttaler. 

Det er selvfølgelig vanskeligt at beskrive lyden af en god højttaler og når alt kommer til alt er opfattelsen af vellyd naturligvis også subjektiv. Står man overfor at skulle anskaffe sig et sæt nye højttalere, vil jeg dog på det kraftigste anbefale at man giver sig selv den oplevelse  at lytte til S300-sættet. Min oplevelse er i hvert fald at man ikke får noget der er bedre til prisen, og at de samtidig bider skeer med langt dyrere højttalere. 

0 comments

Leave a comment